En infektion i systemet
Det er en rutschebane. Men ”Pandemien” er et valg. Er den en del af dit liv eller ikke? Op til dig. Dog slipper du næppe for restriktionerne. Og det på trods af, at deres succes er til at overse:
Danmark fortsatte sidste år tendensen med fald i dødstallene. Sverige havde overdødelighed sidste år og underdødelighed i år.
Virussen har taget de liv den nu engang kunne tage og det er trist, dødsfald er triste, især hvis de ikke engang opdages.
I visse tilfælde har vi forlænget liv, men på hvilken bekostning?
På Afrikas bekostning? Alle ved at man bliver sur af sult, selvom det ikke altid resulterer i krig, men en gang imellem gør det, som om de ikke har nok på tallerkenen (...måske et dårligt valg af metafor).
Psykiatrien overrendes af angst patienter, hvorfra kommer al den angst?
Psykiaterne er ikke de eneste, der har fået flere kunder i biksen. Med en tilføjelse af 40 nye billionærer til billionær-klubben må man formode at medicinalindustrien også har haft sit at se til. Kunne de måske have nøjedes med en form for medalje, om ikke andet så for troværdighedens skyld?
Vores verdenshave kommer til at flyde i masker og mundbind, som ikke virker.
Vaccinerne virker ikke som lovet, de stopper ikke smittespredning (advarsel, anekdote. Min svigerfar (vaccineret) fik Covid-19 i en lufthavn og smittede sin kone (vaccineret og boosted) da han kom hjem, deres hjemmeboende søn (ikke-vaccineret) blev ikke smittet) – hvilket burde være nok til at afskaffe vaccine-passet. De giver ikke fuld immunitet (anekdote fortsat: de blev begge syge = mild influenza) og kræver en halvårlig booster for at opretholde effekten mod den oprindelige virus (selv udviklerne af vaccinen indrømmer at beskyttelsen er spekulativ mod nye varianter), som ikke længere florere. Tilgengæld kan vi se frem til tre mere.
Vaccinerne bør anses som et medikament til de mest udsatte og dem, der måtte være interesserede.
Et valg, der bør afvejes med en bred indsigt i de potentielle bivirkninger, som der muligvis er flere af end hvad, der står på følgesedlen. Hvor mange flere? Who the fuck knows?
Omicron er et sted mellem en forkølelse og en mild influenza og hvilke forholdsregler man mener er nødvendige for ens egen sundhed bør være op til en selv igen.
Det ovennævnte kan diskuteres her fra og til månen (også på DR), men det burde tale sit eget tydelige sprog. Hvis en pandemis alvor (eller en vaccines sikkerhed) kan diskuteres her fra og til månen så må alvoren (eller vaccinens sikkerhed) være til at overse (eller ringere end lovet) eller hvad?
Ja, mennesker er døde af Covid-19 og ja, det er tragisk, men det er ikke nogens skyld (eller …) og det er ikke politikernes ansvar og derfor bør de stoppe med, at anse det som sådan.
Responsen på C-19 har været præget af ineffektiv og skadelig overreaktion, men hvorfor?
Politikernes opgave er, at opretholde funktionaliteten i vores samfund, det indebærer at træffe valg, der fordrer, at vores offentlige instanser fungerer ordentligt (deriblandt instanser der støtter den almene folkesundhed), det kræver, at der skal skæres en hæl og klippes en tå. Hvad der er hæl og hvad, der er tå er altid op til diskussion.
Politikernes ansvar er ikke at håndterer naturens gang. De kan ikke stoppe flodbølger, orkaner, solformørkelser (eller ...), skovbrande eller virusser, at forsøge er at misforstå sin rolle og overvurdere sin magt, men denne overvurdering er en feature, not a bug som vil fremgå af det følgende, tilgengæld kan den ikke blive total, hvilket også er en feature, not a bug, men ikke uden konsekvenser (de kan ikke stoppe virusser).
Demokratisk valgte politikere er ikke guder og det bør vi/de acceptere, de er folkevalgte repræsentanter og forvaltere af statens finanser og det bør vi/de acceptere.
Et demokrati kan ikke bruge Kina-taktikker. Kina-taktikker virker i Kina fordi Kina ikke er et demokrati.
Så længe vi har forskere, vil der være forskere, som mener, at deres felt bør prioriteres foran alt andet og at hele samfundet bør fokusere på lige præcis den problematik som de forsker i. Ud fra deres præmisser kan de for så vidt have ret, men det kan stadig ikke lade sige gøre, og er aldrig nogensinde sket (før måske nu).
Et menneskes liv kræver opretholdelse af basale behov deriblandt en oplevelse af bevægelsesfrihed og tilpas med muligheder. Hvad der er tilpas med muligheder anses altid ud fra en sammenligning med omgivelserne, hvilket fordrer opretholdelsen af en stor middelklasse hvor så mange som muligt har, så vidt det er muligt, de samme muligheder og dermed ingen grund til at føle sig berøvet for muligheder (undertrykt) og skabe uro (destabilisering af samfundet). Vi sammenligner os med vores naboer, og drømmer kun om at kunne gøre som milliardærerne. Samfundets funktion er at tilgodese det og politikkernes rolle er at sikre samfundets funktionalitet. Derfor skal midlerne deles mellem mange facetter, for det fordrer muligheder for den brede befolkning og tilgodeser diversitet (at man også kan føle sig som et selvstændigt væsen – et individ). I Danmark kunne nogen af de facetter være: at vi kan køre på ordentlige veje også selvom vi bor på vestkysten. Vi kan vælge mellem ordentlige (og forskellige) skoler også selvom vi bor i en ghetto. Vi kan gå på gaden om natten uden at føle os utrygge. Vi kan få en ordentlig behandling ligegyldigt hvilken sygdom vi rammes af. Vi har strøm og rent og rindende vand. Vi kan opretholde et socialt liv. Vi kan opretholde interesser, der gruppere og definere os, men uden at fremmedgøre os. Vi har råd til de nødvendige ting, der gør det muligt at leve et moderne liv – vaskemaskine, opvaskemaskine, bil, støvsuger, plæneklipper, computer, internet og en smartphone. Vi har råd til den samme luksus som vores nabo – det er et basalt behov.
Det indebærer til tider at staten fralægger ansvar for områder og til tider, at staten tager ansvar for områder, men det indebærer aldrig, at et enkelt område tildeles alle eller en overvældende del af midlerne.
Hvad er vigtigst; at bekæmpe cancer eller overvægt? Indførelse af ligeløn eller bekæmpelse af fattigdom? Det er en smagssag og vil altid (skal altid) være det hvis man skal have et repræsentativt demokrati. Tiderne skifter, præferencerne skifter og politikkerne skifter. Forskere derimod er det for livet og forsker som regel i det samme felt hele livet. At lade forskere diktere midlernes fordeling er udemokratisk. At medtage forskernes resultater er op til politikkerne og vælgerne, men det er ikke diktater.
Politikernes rolle er at opretholde samfundet og det betyder, at vedligeholde og forøge middelklassen samt dets bevægelsesfrihed og muligheder (mindske undertrykkelse). Opretholdelsen af samfundet sker gennem langstrakte processer (et emne for et andet oplæg) hvilket er en af grundene til politikkernes relativt lille mulighed for at lave store forandringer. Hvert enkelt tiltag skal igennem en proces, der indebærer en korrektion ved at medtage den brede befolknings interesser via folketinget. Dette fordre at forandringerne ikke bliver for radikale, med den dertilhørende utilfredshed i befolkningen da muligheder pludselig forsvinder for dele af befolkningen og forøges for en anden del (allokering af ressourcer). Denne proces skal sikre, at ingen føler sig undertrykte og at de langstrakte opretholdende processer ikke destabiliseres.
Skabes forandringerne udenom denne korrektion så er vi som minimum ikke i gang med en repræsentativ demokratisk proces. Spørgsmålet bliver hvad vi så er i gang med? Hvem eller hvad bestemmer nu og hvorfor?
Som sagt er politikernes rolle at opretholde samfundet for at sikre middelklassen, sikre at den er så stor som muligt og sikre tilpas med muligheder, der fordre diversitet og mindsker oplevelsen af undertrykkelse (manglende muligheder).
Et repræsentativt demokrati er også en popularitets konkurrence – de mest populære får flest stemmer. For at dette aspekt af demokratiet ikke ender i flertalsdiktatur (en folkevalgt diktator der i sagens natur vil fjerne muligheder for minoriteter (undertrykkelse)) har vi folketinget og i teorien også grundloven.
For at blive populær skal man være kendt og man bliver bedst kendt ved at blive set og man bliver lettest set hvis man kan ses overalt. Derfor gælder det for politikere om at få ”skærmtid” og det er her, at den fjerde statsmagt kommer ind i billedet. Hvem skal have skærmtid?
I den private sektor er der konkurrence, konkurrencen sikre de bedste produkter til den billigste pris hvilket oftest kommer forbrugeren (middelklassen) til gode. For at dette kan ske skal man undgå monopoler. Monopoler fjerner konkurrencen – man kan godt konkurrere med sig selv, men det kommer sjældent andre til gode end sig selv. Vi har lovgivning der forsøger at sikre at vi undgår monopoler. De privatejede medier er også i konkurrence, men hvad er det bedste medieprodukt?
Vi er kausale væsener. Årsag og virkning. Mennesket er handlende og handlingen beror på estimater af udfald ved en given handling. Dette er oftest pr. refleks, men det skyldes erfaringen. Vores estimater bygger på erfaring og dermed fortiden. Estimaterne forsøger at forudse fremtiden, desto mere erfaring de bygger på desto større sandsynlighed for, at et estimat vil være korrekt, men det er ikke altid korrekt. I et agerbrug skal man vide hvornår man skal så og hvornår man skal høste, men næsten ingen beskæftiger sig med agerbrug længere. Verden er kompliceret fordi den er forbundet og mennesket har fået travlt. Vi skal passe et arbejde, men vi skal også passe vores opsparing. Skal den sættes i aktier eller obligationer? Skal der købes eller sælges? Og hvilken koncert skal jeg tage til i weekenden? Vi kan ikke længere bygge vores handlinger udelukkende på egne erfaringer, vi har brug for eksperter. Eksperter har erfaring med et område og kan lave estimater – en forsker kunne være en sådan ekspert. Objektivt set er de bedste estimater de korrekte, men vi ved ikke hvad, der er korrekt før dagen er gået og virkningen ført til ende. Hvordan sikre man sig at ens estimater er de bedste? Ved at sikre deres resultat i fremtiden. Som medie kan man ikke forudsige fremtiden, men man kan påvirke den. De bedste estimater bliver så til dem, der påvirker fremtiden og dermed bliver selvopfyldende. Medierne bringer ikke kun estimater de bringer også nyheder – det er deres ekspertise – hvad sker der, som er væsentligt. Mennesket i den forbundne verden har udliciteret sin vurdering af væsentlighed til medierne – det er ressourcebesparende, ingen kan holde øje med det hele – men det er også problematisk. For hvem tjekker om det er væsentligt det medierne viser?
Vi ved at det er væsentligt hvis det giver mere smør på brødet, men selv det kan være svært at måle i den forbundne verden, derfor gambler vi (bias) og går efter de bedste estimater som er dem, der lover mest smør på brødet eller dem, der bedst undgår at vi mister smør på brødet (bias). Dette fordrer diversitet i mediebilledet, for vi har forskellige definitioner af det høje smør (bias) – ikke alle handler med aktier – men det fordrer også overdrivelse. Et estimat, der viser sig at være korrekt er godt, men et estimat, der overdriver og påvirker resultatet og viser sig tildels at være korrekt er bedre. Kompleksiteten gør det svært at måle smørret og vide hvor korrekt estimatet var, så vi sætter vores lid til eksperten i væsentlighed - mediet. Hvilke nyheder bringer mediet, hvad er der sket i verden som er væsentligt? Har estimatet været korrekt? Det er her konkurrencen opstår. Hvad er det bedste medieprodukt? Dem med de bedste estimater – de estimater, der overdriver mest med størst effekt på deres felt hvilket verificeres af eksperterne i væsentlighed = medierne.
Det er denne konkurrence politikerne bliver en del af og så kommer valgløfterne (estimater). Vi har efterhånden affundet os med, at de aldrig indfries, men måske denne gang og så får de vores stemme, for hvis det lykkes så er der tale om rigtig meget smør. Det fordre så igen overreaktion – at politikkerne rent faktisk forsøger at implementere deres løfter som vil flytte flere midler end hvad, der er gavnligt for samfundets funktionalitet (de langstrakte processer) – for vi stemmer ikke på nogen der misser målskiven fuldstændigt, en målskive de tilmed selv har defineret med deres løfter. Samtidig er denne overreaktion gavnlig for, at have noget at handle med i mødet med den korrigerende instans – Folketinget. Folketinget skal sikre at vi undgår overreaktion – oppositionen er altid stenen i skoen. Hvis man bare kunne få tømt skoen så kunne man løbe meget hurtigere og det er det politiske spil – i hvor høj grad kan vi få oppositionen ud af skoen.
Selvfølgelig tror politikerne på demokratiet, men det er nu engang målet med spillet, at tilsidesætte det så man kan få gennemført sine overdrevne løfter – som man tror ligeså meget på (ideologi) som man tror på demokratiet – og dermed sikre genvalg så man kan implementere sine løfter (ideologi), som man tror ligeså meget på som demokratiet. Politikkerne kan for så vidt ikke gøre for at de er gearet til overreaktion – igen en feature, not a bug. Det er altså en del af det repræsentative demokrati at deltagerne hele tiden forsøge,r at sætte det ud af spillet. Hvad sker der så når det lykkes? Det er svært at svare på når man står midt i det, men derfor kan man jo godt forsøge.
Vi har dog stadig ikke besvaret spørgsmålet om hvem eller hvad der så bestemmer når nu det repræsentative demokrati er sat ud af værk? Vi kan tilmed føje et par yderligere spørgsmål. Når det lykkes politikere, at tilsidesætte det repræsentative demokrati betyder det så, at de politikere nu bestemmer? Hvis deres politik og overreaktion er fordret af mediernes konkurrence parametre er det så medierne, der bestemmer, og hvem er i så fald medierne? Eller er det de eksperter, der kommer med estimater og i så fald hvorfra kommer deres estimater, er det fra forskerne?
Vi har nu et bud på på hvorfor vi står i en situation hvor pandemien har affødt en politisk overreaktion, som har kompromitteret de langstrakte processer (som vi stadig ikke har afklaret hvad er, men som vil blive afklaret i en kommende post) som stabilisere (så længe det er muligt) et samfund som vores. Det er som sådan ikke nogens skyld (eller …), men det virker stadig som et problem – not a feature, a BUG!
Hvad kan vi så gøre for at slippe for denne infektion i systemet så det ikke sker i fremtiden? Og hvordan ser fremtiden mon ud?
Interessante spørgsmål.
Hvis du vil have svarene må du hellere subscribe ;p