Opløsningstiden

Vi lever i en ny tid. Det har vi alle dage gjort, men hvad er vores nye tid gjort af? Det er ikke oplysning, men opløsning.

Vi hælder opløsningsmiddel i alle vores maskiner, og det ender i vores mad, vand og luft – og så i os.
Mennesket er i opløsning.

Vi falder fra hinanden.

Diagnosen uddeles sammen med dit CPR-nummer; det er fra da af dine definerende træk.
Var der andet?
Nej, det er opløst.

Vi falder fra hinanden.
Vi skilles ad.
Vi socialiseres i institutionerne, så vi kan befries for den biologiske drift efter de dybe, forpligtende relationer.
Vores mor og vores far var blot nogen, der stillede mad på bordet, når vi kom hjem fra det andet sted, hvor nogen andre voksne stillede mad på bordet.

Vi elsker mor og far, som vi elsker børnehaven og skolen.
I desperation sender vi vores børn samme vej.
Vi skal jo arbejde, så vi kan få stress.

For os, der er for gamle til at have fået en diagnose fra vuggestuen, er det vores eneste mulighed.
Det er på tide, at vi indløser kuponen og får vores stillet.

Vi skal jo helst være opløste – gerne indefra.
Migræne er det nye sort.
Kan du ikke overskue dine børn?
Føler du ingen glæde ved deres smil og kram?
Så ved du, at du gør det rigtige.

Du er socialiseret!
Du er i rivende opløsning!

Her er diagnosen – den har du fortjent.
Nu passer du ind.
Du flyder ud i den opløste suppedas af det, der engang var mennesker.

Du kan ikke skelnes fra de andre – det er perfekt!
Du udviser samfundssind.
Det er slet ikke svært.
Det er trods alt det eneste sind, du har.

Socialiseret til perfektion!
Ofre gerne kød og børn for klimaets skyld!
Vi kan gøre en forskel, så længe vi gør det samme som alle andre.
På et eller andet tidspunkt må det jo virke – bare rolig, det sker lige om lidt.

Redningen er lige på trapperne.

Måske er det døden?

FLYGT!

Flygt ind i skærmens dulmende display.
Den vil dig kun det bedste.
Dit feed er skræddersyet.

TikTok siger uret.
Tiden går, men det mærker du slet ikke.
TikTak skal du ha’.

Det hjælper også på diagnosen.
Du slipper for at være til stede – det sted, du er.
Det er guf for en psykiater.

Er jeg ikke lidt skizofren?

Migrænen er der i hvert fald.
Hjerteflimmer og koncentrationsbesvær.
Du er godt på vej.
Skizofreni får du dog ikke, men stressen – den kan du få.

Hurra!
Jeg er rigtigt socialiseret.

Og hvad så nu?
Du lever i en ny tid.
Du skal bare være til stede i den – lige nu og her.
Du skal være her i dette nu.

Altså dette her.
Hov, der smuttede det – men så det næste.

Det er som togvogne, der suser forbi – hæng nu på!
Men ikke for godt, for du skal være klar til det næste nu, og så det næste.
Hop af, hop på… eller drop ud?

Nej, det har vi jo prøvet.
Sex, stoffer og rock og rul.

Det var noget hippierne gjorde.
Og vores forældre og bedsteforældre.
De blev så gode forbrugere, og de lærte os kunsten.

Vi mestrer den til fulde.
Vi shopper online, så der er mere tid til mobiltel…
Nej, familien, selvfølgelig.

Vi er i nuet.
Vi swiper hurtigt videre til det næste – det andet var jo fortid.
En tid, vi ikke skal hænge os i.

Medmindre vi mangler diagnosen.
I så fald dykker vi gerne ned i den.
Det er noget med traumer og uopfyldte behov.
Eller manglende behovskontrol.

Det er vist noget med, at jeg spiste skumfidusen,
og derfor er jeg ikke en succes.
Min mor var vist også fraværende.

Personligt lytter jeg til podcast for at slappe af,
når jeg går tur med barnevognen.
Det er så rart.
Svend Brinkmann siger jo så mange kloge ting.

Man skal stå fast.
Så det gør jeg – til lyset bliver grønt.

Så videre.
Det næste nu er lige om hjørnet,
og snart må den lille komme i vuggestue.

Vi skal jo også have tid til os selv.
Man kan jo ikke sætte livet på standby,
bare fordi man har fået børn.

Vuggestuen er der, man socialiseres.
Diagnosernes arnested.

Det er optimering.
Det er opløsning.

Det er en ny tid!