Psudo-kampen for en ordentlig tone på sociale medier
Igen og igen ser vi kendisser træde frem og beklage sig over den hårde tone online. De bliver kaldt alt muligt grimt og de tror simpelthen ikke at dem der skriver det er klar over at de kendte faktisk også tjekker de sociale medier. Det er ubehageligt og faktisk synd for de kendte.
Ja, det er ironisk skrevet, for det er en ironisk kamp. Det er en psuedo-kamp, som jeg formoder de kendte faktisk tror er reel.
For at ligge denne psuedo kamp til hvile (eller smide en dråbe vand på bålet, vi må jo alle gøre vores) vil jeg her forklare hvorfor det er en psuedo-kamp, en uvæsentlig problematik og en uløselig en af slagsen tilmed.
Vi starter med lidt lægmands statistik. Som kendt er ens kontaktflade væsentligt større end for ikke-kendte mennesker. Det er rent faktisk essensen af at være kendt, at man kendes af mange flere end de ikke-kendte. Lad os sige at et ikke-kendt menneske har en ugentlig kontaktflade på 100 mennesker – på en uge interagere de med 100 mennesker. Lad os så sige at en kendis har en kontaktflade på 100.000 altså 1000x så mange. Set i det perspektiv så er den procentvise andel af ubehagelige interaktioner med andre mennesker ikke større for de kendte end for de ikke kendte. For hver gang en ikke-kendt bliver råbt af på cykelstien, snydt foran i køen eller dyttet af i trafikken, så skal det blot ganges op for den kendte. En dyt i trafikken for en ikke-kendt er for en kendt 1000 negative kommentarer på de sociale medier.
Simpel og oversimplificeret statistik, men det viser pointen. Problemet er større fordi kontaktfladen er større.
Det næste er løsningen. Løsningen på en ordentlig tone på de sociale medier er ikke den som de kendte forsøger at benytte. Det er ikke løftede pegefingre og moraliseren på tv, det er tværtimod en af grundene til den grimme tone, som jeg vil forklare om lidt. Løsningen på den grimme tone er censur. Det er den eneste løsning. Der er ingen, der skriver grimt på de sociale medier som ikke godt ved, at det er dårlig social etikette, det er præcis en del af grunden til, at det er spændende at gøre det.
Det er mestendels voksne mennesker vi har med at gøre (i de tilfælde hvor det ikke er så er detblot endnu mere ynkeligt, at voksne kendisser skal stå og beklage sig på tv over at de bliver drillet af børn). Censur er den eneste løsning og det er præcis det felt som hver enkelt flæbende kendis skubber til med deres jammer. De gør det hver gang en lille smule mere legitimt at censurere almindelige menneskers sprogbrug.
Men her kommer det værste af det hele og grunden til at jeg ikke har det skidt med at latterliggøre de kendisser, der benytter deres platform til at flæbe over at de får grimme kommentarer på sociale medier. De flæber fordi de er grådige. Selvom de påstår de kæmper en retfærdig kamp, så gør de det for eksponeringen. Det er muligt de også lyver for sig selv om dette, men det må de tage op med en Freudianer. Mente de i ramme alvor, at det var en retfærdig kamp, så ville de tænke problemstillingen igennem og som minimum stoppe de løftede pegefingre og i stedet argumentere for mere censur online. Måske er det præcis det de gør, men subtilt gennem flæb og moraliseren, det tvivler jeg dog på. De gør det for eksponeringen, medlidenheden (det føles så rart, men også lidt vammelt, som at æde for meget bland-selv-slik), de gør det af grådighed.
Det de nægter at indse og erkende er at de har vundet og de grimme kommentarer de får er et, af de mest markante tegn på at de har vundet. Har man vundet i det sociale lotteri, som de kendte har, så risikere man det ikke ved at skrive grimme ting på nettet. Dem der skriver disse kommentarer er mestendels taberne i det sociale lotteri og så børn (”for the lols”). Den eneste sejr de kan få er at påvirke en af vinderne. nu kommer forklaringen på hvorfor kendissernes flæberi på tv forværre ”problemet”. Hvis du er ukendt og en taber i lotteriet så er det en måde at få et dopamin fix på (og ja jeg ved godt at det ikke er dopamin der giver den gode følelse osv.). ”Jeg fik en kendis til at tude på tv!”. Større sejr får de ikke. Det er ynkeligt, men det er det virkelig også at give dem den sejr.
Hvis du er enig i den ovenstående analyse så vil du nok også være enig i, at det faktisk er væsentligt mere ynkeligt at sidde som en grådig møgunge, der har fået alt det bland-selv-slik det ville have og så alligevel kræver, at de voksne skal synes det er synd for det, at det tabte et stykke på vej hen til bilen.
Kendisser tag jer sammen. I har vundet. Lad vær med at lade jeres grådighed påberåbe jer retten til vores medlidenhed oven i hatten, i har rigeligt. Stop flæberiet.
Som en sidste tilføjelse vil jeg nævne, at man næppe kan klandre den enkelte kendis. Det er en kultur ting (ikke forstået som egentlig kultur, men som en del af vores samfundsform). Den bedste måde at forblive kendt på i dag er ved, at påberåbe sig en offerrolle grundet ens diagnose. Dette høster medlidenhed og giver grund til forargelse på ens vegne og giver dermed mere eksponering. Om diagnosen er ADHD, Asperger, fedme, mobning, hudfarve, køn, seksualitet eller blot det at man er kendt er uvæsentligt, den kan altid frames til noget man er offer for.
Det er kendis økonomien. Vi kunne alle sammen stoppe med at belønne det med opmærksomhed, men det sker allerede og det virker ikke til at medierne giver en skid for det. Det er det vores ”kultur” er og selvom jeg har forslag til løsninger er det næppe noget den brede befolkning ville synes om (og nej det har intet med massemord at gøre, blot slagtningen af nogle stopfodrede samfundsstrukturer, som i den grad har fået indlejret sig som var de unægtelige sandheder).